Menu

Ordensregler

Pas på mål-nettene
Skolens idrætslærer og vi som trænere, har selvfølgelig en opgave i at lære børnene: Nettene er ikke lavet til at kravle i og de går derfor hurtigere i stykker hvis der kravles i dem. De penge vi kan spare på net kan bruges på andet sjovere.

Strømpetape må ikke efterlades på banerne
Manden med plæneklipperen ønsker ikke at lave mikroplast af strømpetape (eller andet). Hvis der er for langt til en skraldespand så kan vi få flere.
Som gammel sergent tror jeg mere på en træningsindsats, hvor strømpetapen samles op og løbes til nærmeste skraldespand. Hvis den individuelle træning ikke er nok, kan vi gå banen igennem på række, med flere englehop (så vi får det hele med).
 
Kontrol af omklædningsrum efter kampe
Der kommer andre hold efter jer og hvis omklædningsrummene ser ud som en svinesti, får vi aldrig lært børn og forældre at der skal klædes om efter kamp. Det er ikke kun vigtig pga. lugt og hygiejne, men det er også vigtigt at få snakket sammen om kampen og måske lære de andre spillere bedre at kende.
 
Cykler og løbehjul høre til i cykelstativ
Hvis der står en cykel uden for banen, er det ikke noget problem, indtil der er en der falder over den, eller der lige pludselig står to eller flere. Derfor henvis venligt men bestemt cykler til cykelstativ.
 
Materialer, omklædningsrum, kegler m.m.
Det er vigtigt, at I sørger for at veste, toppe osv. kommer tilbage på deres plads. Veste på krogene og markeringsbrikker i det hvide skab på væggen.

Pinde til markeringsbrikker skal heller ikke være fyldt op til renden. De er født med 12 gule og 12 røde brikker, og det burde være nok til at afvikle en træning.

Omklædningsrummene skal efterlades rydeligt. Smid strømpetape, jordklumper og andet i skraldespanden. Det gælder også for jeres modstanders hold. Fortæl spillere, at de skal tage støvlerne af udenfor, og banke dem af ovenfor græsarealet. Med andre ord, efterlad et omklædningsrum til de efterfølgende hold, som I selv ville ønske at modtage det.

Husk at låse
Dørene til omklædningsrum, klubhuset og de andre døre skal låses/smækkes, når I forlader anlægget. Det sker desværre ofte, at dørene står åbne, ikke mindst døren til klubhuset! Den smækker ikke og skal låses med nøglen!

Luk