Menu

Førsteholdet øjner chancen for top-6

image
21. maj 2021 kl. 15:24

I weekenden nåede Brabrand IF målet i 2. division i fodbold: Med en sejr på 3-1 i Svendborg er Brabrand sikker på endnu en sæson som divisionshold. Men holdet har allerede sat sig nye mål: Nu gælder det top-6. Men det kræver en sejr 2. Pinsedag over traditionsklubben Frem. 

KOM OG SE KAMPEN - KØB BILLETTER HER

Tekst: PETER FROM, VORES BRABRAND
Foto: BRIT SØRENSEN

Hvis Brabrand-spillerne i februar kunne have kigget i en krystalkugle og set, hvordan det hele ville se ud midt i maj, ville de næppe have troet deres egne øjne:

Flere nøglespillere var rejst til andre klubber, og tilbage var en uhyre smal trup, der sammen skulle sørge for, at Brabrand kom væk fra bundplaceringerne.

Men her, godt to måneder efter, er missionen lykkedes: Brabrand har i foråret været et af de mest vindende hold i rækken og er nu i sikkerhed midt i rækken. Men holdet er allerede klar til at sætte kursen mod nye kyster: En plads i top-6 vil sende Brabrand med over i en nyoprettet ”1. division” efter sommerferien.

”Holdet har præsteret godt og stabilt – og har leveret overraskende godt efter rekonstruktionen af holdet i vinter,” siger træner Tom Søjberg, som dog ser en klar linje i resultaterne:

”Vi har altså ikke kunnet slå top 6-holdene endnu!”

Selvom Brabrand også har præsteret godt mod blandt andet topholdet Jammerbugt, hvor det blev 0-0, har holdet generelt haft problemer mod rækkens bedste hold - med en enkelt undtagelse: Rækkens nummer 3, Thisted, er blevet slået to gange. 

Sejr giver plads i top-6

Det er udfordringen, Tom Søjberg nu giver sine spillere: Hvis pladsen i top-6 skal i hus, går vejen via sejre over mindst ét af de nuværende top-6-hold. Og det skulle meget gerne være mandagens modstander, Frem.

Ingen ville have troet, at de to hold skulle komme til at kæmpe om en af de sidste pladser i top-6 – men sådan bliver det: Hvis Brabrand vinder 2. Pinsedag bytter de to hold plads, og Brabrand rykker stensikkert ind blandt de seks bedste med yderligere to spillerunder tilbage.

Og så venter i øvrigt endnu en kæmpe udfordring i næstsidste runde, hvor Brabrand fredag aften skal til Vendsyssel for at møde Jammerbugt FC. Sæsonen rundes af med en hjemmekamp på FC Sydvest.

”Udfordringerne er enorme og spændende”

Brabrand tabte i den omvendte kamp i Valby og har derfor revanche til gode. Og netop profilen Kasper Andersen, som scorede i den omvendte kamp, sidder ude med karantæne. Tom Søjberg ser det som en kæmpe udfordring for spillerne:

”Udfordringerne er enorme og spændende. Frem er et godt spillende hold tilført de klassiske dyder fra Frem’ s arbejderkultur med hårdt arbejde og ikke så meget piveri. Kan vi matche det - samtidig med at vores forsvarsspil løftes i forhold til seneste kamp – så har vi pludselig en helt lige kamp, der kan gå begge veje!”

Han understreger, at Brabrand-holdet kommer med selvtillid fra to friske sejre mod Næsby og Oure. Og han ser Frem som et hold, der på en god dag kan overvindes:

”Ingen af holdene vil være tilfredse med uafgjort, idet VSK Aarhus med det nemmeste program i hånden, så vil kunne smutte indenom og sætte sig på den værdifulde sjetteplads.”

Luk