Menu

Al træning for U13, U14, U15 og U16 aflyst til og med 27. nov.

image
18. november 2020 kl. 13:02

Smitteudbrud på Engdalsskolen betyder, at fodbolden sættes på pause for alle på årgang 2005 til 2008. Samtidig indskærper Brabrand IF Fodbold, at alle, der er isolation/karantæne i forlængelse af test for covid19, bliver væk fra træning og kampe.

Engdalsskolen har smitteudbrud i 6., 7., 8. og 9. klasserne og har som konsekvens heraf valgt at sende alle elever hjem frem til udgangen af næste uge, dvs. til og med fredag den 27. november 2020. Det sker for at begrænse smitterisikoen.

For at medvirke til at begrænse smittespredningen generelt og på direkte anbefaling fra vores hovedforening, har bestyrelsen i BIF Fodbold besluttet at følge trop.

Således er alle aktiviteter for U13 (2008) - U16 (2005) aflyst frem til og med 27. november 2020. 

Weekendens hjemmekampe er således også aflyst, og DBU har fået besked.

Nedlukningen for de nævnte årgange gælder med øjeblikkelig virkning.

Vi håber snart at kunne afvikle træning og kampe som normalt. Kommer der yderligere aflysninger eller ændringer i ovenstående, giver vi direkte besked til de berørte trænere og holdledere.

Kom IKKE til træning eller kamp, hvis du kan smitte andre

Det er en fælles opgave at sikre, at vi ikke smitter hinanden i forbindelse med træning og kampe. Det gør den enkelte spiller bedst ved at efterleve de regler og retningslinjer, som er gældende.

For så vidt angår reglerne for deltagelse i træning og kampe gælder følgende:

Kom IKKE til træning eller kamp, hvis du er i isolation/karantæne i forlængelse af test for covid19.

Det betyder eksempelvis, at en spiller IKKE kan træne eller spille kamp, hvis han/hun er hjemsendt fra skole på grund af et konkret smitteudbrud, som indebærer, at spilleren skal testes.

Det betyder også, at man IKKE kan træne eller spille kamp, hvis man er blevet testet, fordi man har haft nær kontakt med en person, der er smittet.

Er spillere i et testforløb eller kommer de det, så må de først komme til træning og kamp igen, når det er helt sikkert, at der ikke er smitterisiko for andre. Hvornår det præcis er, afgør myndighederne med deres anvisninger og information.

Vi skal kraftigt opfordre til, at ALLE efterlever reglerne. Tal derfor med hinanden om reglerne på jeres hold og vær sikre på, at alle omkring jer er opmærksom på dem og forstår dem.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Brabrand IF Fodbold

Luk