Serie 1 kvinder
KoHBra - Hedensted IF 0-2 (0-2)
Kampens spillere: Stinne Laursen og Anne Sofie Pedersen
Sæsonen var for længst afgjort, og det skinnede igennem at ingen af holdene havde noget at spille for. Derfor blev kampen en halvtam affære, som gæsterne klarede sig bedst igennem og dermed fortjent vandt kampen.
Efter en mat første halvleg spillede KoHBra godt i starten af anden halvleg, men det var en stakket frist, og hele holdet forfaldt til at bruge for mange berøringer på bolden og spille for langsomt.
Efter kampen var der afslutning med Brabrands herreseniorafdeling og landskamp på storskærm.
Sæsonmålet om at blive i serie 1 blev indfriet lettere end forventet, da BMI trak holdet og Horsens B forsvandt ud af turneringen. VIKs oprykning kunne ingen af holdene true, om end KoHBra som det eneste hold tog point fra holdet fra nordbyen. Sæsonen har budt på et par højdepunkter, som fx hjemmesejren over Horsens SIK og den spændende hjemmekamp mod VIK, men generelt blev sæsonen en underlig størrelse, da optakten blev ødelagt af dårligt vejr og lukkede baner. Samtidig røg holdet ind i en række skader og en kamppause, der satte holdet i stå.
KoHBra-spillerne ser frem mod næste sæson, hvor holdet får tilført flere dygtige spillere fra årgang 92 fra U18-holdet. Træner Hans-Martin Lauesen vil stadig stå i spidsen for holdet, og han vil bruge efterårssæsonen på at spille holdet godt sammen igen.