Brabrand er blevet forstærket markant i kampen om at undgå nedrykning fra 1. division. Klubben har skrevet kontrakt med den 30-årige forsvarsspiller Ole Budtz.
»Det var ikke fordi jeg havde mange bud, men jeg havde flere forskellige muligheder. Jeg har dog fået et godt indtryk af klubben efter at have snakket med John Stampe og Lars Lundkvist. Selvfølgelig ligger holdet i bunden af 1. division, men de fik også en svært start på med nederlag i de otte første kampe,« siger Ole Budtz, der håber, at han kan være med til at hjælpe klubben op over stregen i foråret.
»For mig handlede det meget om at få glæden tilbage ved at spille fodbold og være i en klub. Jeg kunne godt have valgt et andet sted, hvor det ikke var sikkert, at jeg ville spille hver weekend, men det er ikke det, jeg har brug for lige nu. Jeg har brug for at spille kampe og komme i en kampform igen,« siger forsvarsspilleren, der fra 2006-2009 spillede 67 kampe for AGF og scorede 5 mål.
Ole Budtz får debut for Brabrand i 1. division, når holdet møder Næstved på hjemmebane den 20. marts.