Efter en dejlig sejr i sidste kamp mod Lyseng skulle KoHBra ud og spille sig til endnu en sejr, men igen vidste holdet, at det ville blive en svært lokalopgør mod Sabro. Og kampen blev også meget svær for KoHBra der aldrig formåede at spille sig ordentlig ind i kampen. Sabros trænere havde set vores hold spille 2 gange, hvilket var klogt, for de vidste derfor hvor vi var gode og hvor vi var svage. Og det blev udnyttet.
Allerede fra start af sad Sabro tæt på KoHBra og havde det meste af spillet. Sabro var hurtigere i mange af spillets facetter og KoHBra kom hele tiden til at hænge et skridt bagefter. Derfor var det også en fortjent sejr Sabro fik på 3-1, selvom der var mange ting vi gerne ville have undværet.
Sabros angriber glemte at trække sig i feltet, hvilket gik ud over målmand Michelle, der kom til skade med anklen. KoHBras angriber Ida blev også tacklet ned og har forstuvet foden. Vores anfører Andrea blev kantet af en forsvarsspiller, men var heldigvis okay. Sabro fik 2 gule kort og spillede meget hårdt. Lidt for hårdt til vores spillestil, men sådan er fodbold jo engang imellem. Vi kunne ikke rigtig stå imod Sabros pres og spil og deres fysiske niveau.
Men KoHBra er sikker på at næste kamp mod Sabro bliver en helt anden affære. Der var lyspunkter i kampen hvor KoHBra fik udspillet Sabro på få førstegangsafleveringer, der førte til chancer, men de blev desværre kun udnyttet 1 gang, da Andrea flot sparkede bolden i kassen ude fra højre kant. Andrea blev også kampens spiller, men der var også andre kandidater. KoHBra kæmpede hele kampen igennem, men lige denne dag var Sabro bare bedre.
Nu håber holdet at de skadede spillere snart bliver klar igen og så glæder dig sig til at spille mod Sæby på søndag. Det bliver en lang tur, men holdet har det heldigvis så godt socialt at det bliver til en hyggetur hele søndag.