Det var tidligt, at KoHBra holdet mødtes torsdag sidst på eftermiddagen, da de skulle spille kamp mod Sæby. Kampen skulle jo helst være færdigspillet inden det blev alt for mørkt, så kl. 18.15 fløjtede dommeren kampen i gang.
KoHBra startede rigtig godt ud og satte sig hurtigt på spillet. KoHBra spillede roligt og klogt, lavede mange side skift og var meget koncentrerede. Dette medførte at KoHBra efter 5 min. kom foran 1-0, på flot opspil med indlæg fra Andrea, Ida der spiller den videre til Sarah Hesselberg, som med en halvflugter sparker den over i modsatte side af målet. Herefter kom Sæby lidt mere ind i kampen og havde nogle få chancer, men KoHBra spillede stadig flot fodbold. Og da Sarah Hesselberg scorer sit andet mål i denne kamp til 2-0, var der rigtig god stemning og lettelse at se på KoHBra holdet. Endelig var der en kamp hvor vi kom rigtig godt fra start og sad på det hele, og dette blev udnyttet.
Efter halvlegen havde KoHBra stadig det meste af spillet, men Sæby havde nogle gode offensive spillere, der hele tiden lå klar til at straffe eventuelle KoHBra fejl. Heldigvis var der ikke så mange af dem, i denne kamp, og da KoHBra får tilkendt et straffespark med ca. 20 min igen, som Sarah Hesselberg lidt heldigt scorede på til 3-0, var sejren i hus. Der blev dog kæmpet til det sidste af begge hold, og med ca. 15 min igen begyndte mørket at lægge sig. Både spillere og tilskuere havde svært ved at se bolden, men kampen skulle jo spilles færdig. Sæby kom på 3-1 efter et heldigt mål til sidst i kampen. Ingen så hvad der skete, fordi det var så mørkt. Efter kampen var der smil og glæde og en fornyet selvtillid hos KoHBra holdet.
Sarah Hesselberg der lavede hattrick spillede en rigtig god kamp. Fænja Kruse Bastrup, Marie Pankoke og Mette Søndergaard spillede også en rigtig god kamp, men kampens spiller blev målmand Michelle Jochumsen, der reddede nogle rigtig gode friløbere og skud tæt på mål. Uden hendes niveau i dag kunne Sæby godt have scoret et mål eller to mere.
Om to dage, på lørdag, skal KoHBra holdet til Ålborg og have revanche fra den første kamp de to hold mødte hinanden, hvor opgøret var tæt. Derfor glæder KoHBra holdet sig til at tage til Ålborg og bevise at vi kan vinde over dem, og efter kampen holder KoHBra holdet midtvejsfest, så lørdag bliver en rigtig god dag.