For nylig skiftede Lærke Lillelund som den sidste af KoHBras landsholdsspillere til Horsens SIK. Tidligere har Ditte Nybro taget turen sydpå, mens keeper Lene Gissel Rasmussen nu rykker ud for Skovbakken IK, hvor en anden tidligere KoHBra-spiller, Marie "Duddi" Kaastrup, allerede har spillet en sæson.
Lærke debuterede prompte for Horsens SIK, og hun lagde blandt andet op til Horsens´ enlige scoring i 1-1 kampen mod Kolding FCQ. Lærke er med i U17-landsholdets bruttotrup, der senere på året skal til EM og VM. Det samme er Lene Gissel Rasmussen, som senest spillede alle 3 EM-kval kampe i Vildbjerg og gjorde det fremragende.
Ditte Nybro var i den forgangne weekend anfører for det U16 landshold, der i Sverige tabte 0-2 til værtsnationen og hele 0-6 til Tyskland. Der var fuld spilletid til Ditte, der også er en vigtig brik i Horsens-defensiven.
I KoHBra er vi stolte over pigernes gode udvikling og udtagelserne til landsholdene. Desuden glæder det os, at pigerne har formået at spille sig ind på etablerede DM-hold som Horsens SIK og Skovbakken IK. Siden 2006 har 7 spillere - 4 i Skovbakken (Malene Lillelund, Signe Frøkier, Marie "Duddi" Kaastrup, Lene Gissel Rasmussen) og 3 i Horsens (Andrea Lund, Ditte Nybro og Lærke Lillelund) forladt "talentfabrikken" for at prøve sig selv af på højeste niveau.
Vi ønsker pigerne al mulig held og lykke fremover og håber, at I fortsætter den gode udvikling. Tak for mange gode fodboldoplevelser!

Ditte Nybro t.v. og Lærke Lillelund spiller videre i Horsens SIK, men vil ind i mellem træne med i KoHBra og dermed holde kontakten til veninderne