Da vores normale referat skriver Maiken Nybro desværre måtte bukke under med sygdom og derfor ikke kunne være med til efterårets 12. kamp, må undertegnede jo prøve det.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da vi tog afsted mod Romalt. Desværre var vi kun 12 spillere afsted. Josephine Barløse måtte melde fra blot 1 time før afgang med sygdom og med et par stykker på ferie og det høje antal af skader der har plaget os hele efteråret, var det det antal vi måtte klare os med.

Inden kampen snakkede vi om at Romalt ville kæmpe med alt hvad de havde, da alt andet end en sejr ville være ubrugeligt i deres bestræbelser på at blive i Jyllandsserien. Vi snakkede om at de gerne vil slå lange bolde frem mod deres 2 angribere. Vi aftalte at gå ud og prøve og variere vores spil, arbejde hårdt for hinanden og ikke mindst ikke undervurdere dem selv om vi vandt det første opgør 4-0. 


Kampen startede egentlig godt for os. Vi fik lagt Romalt under et fint pres, og Ida Arlander scorede til 1-0 inden uret havde rundet 10 min. I de næste par min havde vi flere store muligheder for at score til 2-0 bl.a skyder Sara Hansen et skud over mål i det lille felt efter et flot indlæg fra Nanna Bust. Det var så det sidste positive der er at sige om den halveg.

Romalt spillerne, som det virkelig lyste ud af hvor meget de gerne ville vinde denne kamp, overtog fuldstændigt kampen. De sendte den ene lange aflevering frem mod deres angribere efter den anden efterfulgt af et nærmest kamikaze genpres. Vi var slet ikke i stand til at stå imod. Vi faldt helt fra hinanden som hold, vandt ingen nærkampe, anden bolde eller noget som helst. Vi stoppede med at løbe, ingen tog ansvar, der var ingen kommunikation eller vilje. Man stod ærlig talt og var lidt i chok ude på sidelinjen. Havde aldrig troet at jeg skulle se et KoHBra hold gå i oplysning på den måde. Derfor var det helt fortjent at vi var bagud 3-1 ved pausen.

I pausen snakkede vi, eller det vil sige at det vist mest var mig der førte ordet, om at vi var nød til at hive os op som hold fra det hul vi havde gravet til os selv. Vi var nød til at finde noget vilje, tro og gejst frem, yde støtte og opbakning til hinanden både verbalt og fysisk på banen.

Vi starter 2. halveg med fuld tryk på kedlerne. Der bliver nu arbejdet ekstremt hårdt fra alle spillere. Vi ligger Romalt under hårdt pres og kommer frem til muligheder på samlebånd. Tror at hvis vi havde scoret i denne periode af kampen ville vi have vundet den, men det blev ved næsten lige ved og næsten chancer. Enten kastede en Romalt spiller sig heroisk ned i en afslutning i det lille felt, eller også gik afslutningerne lige forbi mål og i et par gange trillede bolden rundt inde på stregen inden Romalt fik clearet den.

Efter ca. 15 min. lykkes det Romalt at slå en kontra med en lang bold frem mod deres angribere og da en af vores forsvarspillere desværre glider giver det en mulighed som Romalt angriberen selvfølgelig ikke kunne sige nej tak til og score til 4-1.
Så var det virkelig op ad bakke og selv om vi kæmpede videre var det som om at troen på at vi kunne nå det var væk. Da Gitte Brix efter ca. 25 scorer til 4-2 kommer en del af den tro igen, desværre får Romalt tilkendt et straffespark 1 min. efter. Michelle Jochumsen laver en fuldstændig vanvittig flot redning fra Romalts anfører. Returbolden kommer dog lige tilbage til hende og hun kan score til 5-2. Resten af kampen er lidt en ørkenvandring. Romalt har ikke travlt og selv om vi viser okay moral i det sidste kvarter havde vi nok mentalt opgivet at komme tilbage i den kamp.

Kampen ender fortjent 5-2 til Romalt. De VILLE vinder og gav alt hvad de havde i sig for at opnå det. Alt ære og respekt for det.
For vores eget vedkomne er det okay at tabe til et bedre hold. Det var bare ikke det der skete idag. Uden at fornærme Romalt så er det altså et hold vi skal kunne vinde over.
Det er ikke vores 2. halveg vi taber på, den er godkendt rent instillingsmæsigt. I første halveg havde vi til gengældt ikke fortjent at bære KoHBra navnet på trøjen....

Efter kampen var humøret selvfølgelig så kølig som en sibirisk vinter nat. Vi snakkede stille og roligt, ikke så meget om kampen, men mere om hvordan vi rejser os som hold igen. Heldigvis har truppen det utrolig godt socialt sammen.
Vi finder humøret og spilleglæden frem igen til næste kamp.  Vi tror stadig 100% på at vi nok skal få skrabet de nødvendige point sammen i de sidste kampe.

Vi ved hvor gode vi er og at vi høre hjemme i Jyllandsserien.

Glæder mig til de sidste kampe kære ynglings piger, det bliver legen.........dary:).

Til sidst en gammel talemåde fra de fjerne lande:
 - Hvis man presser en KoHBra op i et hjørne så bider den fra sig. Et bid der er så farlig og kraftfuldt at der ikke findes nogen kur imod det..