Der var før sæsonstart pæne forventninger til det "nye" unge Brabrandhold, som uomtvistelig har mange talentfulde spillere, men desværre har vi endnu ikke set en kamp, hvor spillet fungerer optimalt og lørdagens kamp mod topholdet fra Varde, var da heller ingen undtagelse.
Brabrandmandskabet forsøgte kampen igennem, at få spillet til at fungere, men ofte blev spillet for hektisk med et hav af fejlafleveringer, som det rekord lave tilskuerantal på bare 95 blev vidne til.
Kampen var tillige fattig på kvalificerede afslutninger, faktisk var der kun fire af slagsen, fordelt med to til hvert hold.
Vardes største chance, som også blev kampens første, kom allerede efter 2 minutters spil, da vestjydernes Steffen Andersen, efter et godt dybdeløb pludselig var alene med Stensborg, men Brabrandkeeperen var igen på sin plads og afværgede det gode skud med en flot fod parade.
Der skulle gå 19 minutter inden Brabrand fik deres første chance, da Kasper Vinding sendte et lang frispark ind i feltet, hvor Martin Laustsen nåede højest og gav Varde målmanden Dennis Roungkvist store problemer.
Herefter skete der ikke meget foran målene i resten af halvlegen.
I anden halvleg lagde Brabrand frisk ud, indstilling var bedre og de næste 25 minutter, havde Brabrand sin bedste periode. Bedste forsøg var da Hans-Christian Høy, efter et flot overlap i venstre, fik fyret bolden af, som sneg sig lige forbi mål.
Brabrand bedste forsøg i hele kampen, var Jimmy Brochmanns skud fra distancen efter 75 minutter, som Vardekeeperen måtte parere til hjørnespark.
I slutminutterne var det tæt på at gå galt for værterne, da Varde sendte et hjørnespark direkte på bagerste stolpe.
Desværre var der ikke meget Brabrandmandskabet kunne tage med sig fra denne kamp, udover det faktum, at hvis vi ønsker at være med i toppen af division, så skal der vises en større gejst og fightervilje.
Kommende lørdag får mandskabet chancen for at vise, at det var en enlig svale, når det øjeblikkelige bundhold Otterup kommer på besøg.