Nyheder fra Brabrand IF
27. august 2011 - 22:06 af: Brabrand IF Fodbold
Ærgeligt nederlag til FC Fyn - men flot præstation. FC Fyn sad på 1. halvleg og det var tydeligt, at holdet stadig har et højt tempo i deres spil fra 1. division, men Brabrand holdet bed rigtig godt fra sig og kunne fortjent gå til halvleg med 0-0. Undervejs var der chancer i begge ender og Ole Ringgaard havde endda et skud på overliggeren midt i halvlegen.
Efter 10 minutter af 2. halvleg var det som om Brabrand fik bedre fat og kampen var på det tidspunkt helt lige. Desværre var det heldet, der først tilsmilede FC Fyn, da et indlæg blev rettet uheldigt af og blev til en 1-0 føring. Derefter overtog Brabrand teten og FC Fyn forsvarede sig. Desværre blev kampen lukket med 5 minutter igen, da en mistet bold blev straffet til 2-0. I overtiden scorede Frank Winding flot på hovedstød og de sidste par minutter var der pres på FC Fyn feltet og i 2 omgange følte Brabrand sig snydt for frispark på kanten af feltet, men kendelserne gik oftest Brabrand imod i dag.
Alt i alt en rigtig flot kamp af Brabrands spillere, der kæmpede forbilledligt og selvom FC Fyn spillerne klart var overlegne fysisk så stod Brabrand spillerne rigtig godt imod.
Der er ingen tvivl om, at holdet nok skal ramme topformen inden længe, hvis niveauet fra FC Fyn kampen kan holdes.