Serie 2 kvinder:
KoHBra - FC Skanderborg 12-0 (8-0)
Mål: Stinne Laursen 4, Ida Arlander 4, Gitte Brix 1, Mille Rugholm 1, Marie Pankoke 1, Lærke Pørtner 1
Kampens spiller: Signe Frøkiær (Billedet)
Oprykning til serie 1!
10 sejre i 10 kampe har KoHBras seniorpiger præsteret i dette efterår. Sæsonen blev rundet af med en knusende 12-0-sejr på hjemmebane over FC Skanderborg. Med storsejren og nederlag til andre puljevindere i de jyske serie 2 kredse er KoHBra pludselig blandt de 5 bedste puljevindere med en målforskel på +47 mål.
KoHBra-pigerne kom rigtig godt fra start i kampen. Med lyn og torden bragte holdet sig på 2-0 i løbet af kampens første minutter. Efter 8 minutters spil var holdet foran 3-0, og sejren syntes allerede sikret. Hele holdet leverede en god præstation, men specielt Signe Frøkiær var i storform denne eftermiddag.
På bænken blev der samlet en spændende statistik, som ikke skal gengives her, men som bl.a. indbefattede en række offsides på KoHBra-angriberne Stinne Laursen, Ida Arlander og Mette Winther. Men pyt med det og pyt med at sejren ikke blev større, selv om flere friløbere blev brændt. 12-0 viste sig at række til en oprykning foran andre puljevindere på bedre målscore. De fleste havde nu ventet, at oprykningen skulle afgøres i en kvalifikationskamp, men på sidste spilledag skred flere puljevindere i svinget og mistede point. På den måde kom oprykningen lidt bag på hele KoHBra-holdet, der samles på lørdag d. 24. oktober i Hasselager Hallen til klubfest. Desuden afholdes der vanen tro en intern fest i løbet af efteråret eller vinteren.
Med oprykningen er det næste mål allerede sat for det unge seniorhold. I fremtiden skal elevatortilværelsen stoppes, så målet for foråret er at konsolidere sig i serie 1.
Tillykke til hele holdet, pigerne og ikke mindst træner Hans-Martin Lauesen, der runder en travl uge af med en dejlig oprykning ovenpå nogle lange dage på DBU B2-trænerkursus.
JBU bekræfter oprykning til serie 1